Angkors fantastiske vandingssystem

Et af Angkors helligste steder ligger højt oppe i Kulenbjergene, der hvor de to floder Puok og Siem Reap har deres udspring. På bunden af en doven bæk kan man i det klare vand se række efter række af ca. 15 cm brede, runde forhøjninger, der er udhugget i flodsengens mørke sandsten. Det er slidte lingaer, cylindriske stenskulpturer, der repræsenterer essensen af hinduguden Shiva. Lingaerne fører som en vej videre til en anden skulptur i flodsengen: en 1 m bred firkant med tykke vægge og en smal åbning. Det er en yoni, et symbol på hinduernes livskilde.

Det var her, Angkors ypperstepræster søgte op for at takke guderne for at forsyne riget med dets livsblod. Efter en kort gåtur op ad floden når man til en naturlig sandstensbro, som har givet navn til dette hellige sted, Kbal Spean – khmer for “brohoved”. Vandet bruser igennem en kløft og plasker op på en modstående klippevæg, hvor Vishnu sidder med benene over kors og mediterer på et oprørt hav; ud af hans navle spirer en lotusbærende Brahma. Heroppe i Kulenbjergene kan de gamle guder nyde uendelige drikofre i form af det rindende vand.

Angkor blomstrede,­ fordi dens herskere var i stand til at tøjle monsuntidens vandmasser, der fossede ned fra Kulenbjergene. Siden Jayavarman 2. lagde fundamentet til kongeriget i begyndelsen af 800-tallet, var rigets vækst afhængigt af, at rismarkerne gav et høstoverskud. I hele Sydasien var det måske kun de gamle byer Anuradhapura og Polonnaruwa på Sri Lanka og deres berømte reservoirer, der kunne måle sig med Angkors evne til at sikre en stabil vandforsyning.

Den pålidelighed krævede nogle formidable ingeniørmæssige bedrifter, blandt andet et reservoir kaldet Det Vestlige Baray, der er 8 km langt og 2,2 km bredt. For at bygge dette tredje og mest avancerede af Angkors store reservoirer for tusind år siden har det muligvis krævet op mod 200.000 khmerarbejdere at dynge de 12 millioner m3 jord op i dæmninger, der var 90 m brede og tre etager høje. Endnu i dag får det rektangulære reservoir, eller baray, tilført vand, der er omledt fra Siem Reap-floden.

Den første, der indså omfanget af Angkors vandreguleringssystem, var arkæolog Bernard-Philippe Groslier fra det franske institut for Asienstudier (EFEO). I en skelsættende afhandling fra 1979 beskrev han Angkor som en “hydra­ulisk by”, hvor de store barayer havde to funktioner: at symbolisere urhavet i den hinduistiske skabelsesmyte og vande rismarkerne. En tese, han aldrig fik mulighed for at følge op. Cambodjas borgerkrig, Khmer Rouges brutale styre og vietnamesiske styrkers fortrængning af regimet i 1979 lukkede adgangen til Angkor i to årtier. Efter de vietnamesiske troppers tilbagetrækning kastede røvere sig over Angkor, hvor de stjal statuer og sågar hukkede basrelieffer af.

Da arkitekt og arkæolog Christophe Pottier genåbnede EFEO’s forskningsstation i Angkor i 1992, var den første prioritet at hjælpe Cambodja med at restaurere de forfaldne og plyndrede templer. Men Christophe Pottier var tiltrukket af den vilde natur uden for tempelmurene. I månedsvis gennemtrawlede han den sydlige halvdel af Angkorområdet og kortlagde hidtil skjulte hushøje og helligdomme nær kunstige damme kaldet vandtanke. (Fortsat lov­løs­hed forhindrede arkæologen i at kortlægge den nordlige del). I 2000 fik Ronald Fletcher og hans kollega Damian Evans så fingre i NASA’s radarbilleder af Angkor. Det var en åbenbaring: Forskerholdet fra University of Sydney fandt i samarbejde med EFEO og APSARA – den cambodjanske myndighed, der forvalter Angkor – spor af mange flere bopladser, kanaler og vandtanke, især i Angkors mere utilgængelige egne. Donald Cooneys ultralette fly har hjulpet Ronald Fletcher og Christophe Pottier, der nu er meddirektør for Greater Angkor Project, med at studere de træk på nærmere hold. Det mest afgørende var, at de fandt tilløb og udløb til barayerne og dermed satte punktum for en diskussion, udløst af Bernard-Philippe Grosliers afhandling, om, hvorvidt de enorme reservoirer alene blev anvendt til religiøse ritualer eller til kunstvanding. Det entydige svar er begge dele.

Forskerne var forbløffede over det ambitionsniveau, Angkors ingeniører lagde for dagen. “Det gik op for os, at hele landskabet i Angkorområdet er kunstigt,” siger Ronald Fletcher. Arbejds­sjak anlagde igennem århundreder hundredvis af kilometer kanaler og diger, som udnyttede de hårfine forskelle i terrænets naturlige fald til at lede vand fra floderne Puok, Roluos og Siem Reap ned til barayerne. Under sommermonsunen sørgede overløbsrender for at kanalisere overskudsvandet væk. Når regnen løjede af i oktober eller november, blev det opsamlede vand tilført markerne igennem over­rislings­kanaler. Barayerne kan også have været med til at bevare jordfugtigheden ved at lade vandet sive ned i jorden. På de omkringliggende marker vil overfladefordampningen have trukket grundvandet op til afgrøderne. “Det var et utroligt sindrigt system,” siger Roland Fletcher.

Vandreguleringssystemet kan have været det, der gjorde forskellen mellem middelmådighed og storhed. Kongeriget dyrkede overvejende sin ris på inddæmmede marker, der ellers ville have været afhængige af monsunen eller den årstidsbestemte ebbe og flod på Tonle Sap-flodsletten. Kunstvanding øgede høstudbyttet. I et dårligt monsunår kan systemet også have forsynet indbyggerne med overlevelsesrationer, siger Ronald Fletcher. Og evnen til at omlede og opdæmme vandet må have ydet en grad af beskyttelse mod oversvømmelser. Mens andre kongeriger i Sydøstasien kæmpede med for meget eller for lidt vand, må Angkors vandsystem have været “et uhyre værdifuldt strategisk aktiv”, siger han.

Derfor blev Ronald Fletcher forundret, da hans forskerhold afdækkede en usædvanlig struktur – et stort bygningsværk i vandings­anlægget – og opdagede, at det var blevet nedlagt, tilsyneladende af Angkors egne ingeniører.

• Forrige Side 2 af 3 Næste