Athos klynger sig til himlens stige

Broderskabet består på godt og ondt af mænd, der i sidste ende er mennesker af kød og blod. Nogle er uafhængige af natur og vælger at leve for sig selv i eremitboliger på landet. Andre er nøjeregnende, og faktisk kan “klosterlivet være opslugt af smålighed”, som en munk siger. De bedste udstråler dog ikke bare velvilje, men opsøger de steder, hvor der er mest brug for den. 58-årige fader Makarios fra Marouda-bofæl­lesskabet nær hovedbyen Karyes er sådan en mand, som uden at blinke ville give en frakke, et værelse og alle de penge, han har på lommen, til en fremmed. “Med den sande tro følger frihed og kærlighed,” siger han.

Klostrene er alt andet end ensartede. Vatopediou-klosteret ved kysten bugner af byzantinske skatte og store ambitioner. En af munkene er f.eks. dirigent på fuld tid. Konstamonitou-klosteret dyrker jorden og går ind for en mere rustik levevis fri for elektricitet og støtte fra EU. (“Man kan ikke leve et asketisk liv med alle de bekvemmeligheder,” bemærker en ældre munk). Munkene fra Athos har ikke lagt deres menneskelige dristighed bag sig. Det vidner Simonos Petras-klosterets pragtfulde beliggenhed om – højt oppe over det uendelige hav, som om det klynger sig til Himlens stige. Nogle munke foretrækker det golde eneboerliv i forfaldne rønner langs Karoulias stejle klippeskråninger. Og atter andre vælger fanatismen. Det gælder f.eks. munkene i det 1000 år gamle Esfigmenou-kloster, der i lange tider var plaget af sørøvere, brande og osmanniske undertrykkere, men nu er blevet ofre for deres egen radikalisme. Munkene ville ikke vedkende sig den økumeniske patriark i Istanbuls kurs om at føre dialog med andre kristne trosretninger, og de opsatte et banner, der proklamerede “rettro eller død”. Nu er Esfigmenou-munkene blevet udstødt af Athos’ styrende organ, Det Hellige Fællesskab, og de lever i dag af donationer fra sympatisører i verden uden for Athos. “Vi fortsætter kampen,” erklærer den frafaldne abbed. “Vi sætter vores lid til Jesus og Jomfru Maria – og ingen andre.”

Når en munk af en eller anden grund forlader Athos, kalder man det at “begive sig ud i verden”. Halvøen hænger selvfølgelig stadig sammen med resten af verden, og de 2000 munke har da også selskab af omtrent samme antal almindeligt dødelige arbejdere. Athos har været en del af Grækenland siden 1924, og det lokale styre sidder i den støvede hovedby Karyes, som også er stedet, hvor forsendelser fra omverdenen og nyankomne ortodokse pilgrimme i første omgang lander. Besøgende skal søge om specialtilladelse. Det Hellige Fællesskab lukker ca. 100 mænd ind i højst fire dage ad gangen.

Som korsvejen mellem de fastboende og folk på gennemrejse vrimler Karyes med tilsyneladende uforenelige størrelser: en munk, der lunter hen ad fortovet med en knudret kæp i den ene hånd og en taske med Nike-logo i den anden. Forretninger, som sælger stearinlys, rosenkranse og ouzo. Politiet, der har hovedkvarter i byen, tager sig af de lejlighedsvise tilfælde af offentlig fuldskab og butikstyveri. Derudover residerer Det Hellige Fællesskab, der er verdens ældste, kontinuerligt siddende parlament, i Karyes. Medlemmerne beskæftiger sig med store og små anliggender, lige fra forholdet til EU, til hvem der får lov til at leje en bestemt butik. Enhver forandring på Athos repræsenterer en risiko, der skal vejes på en guldvægt.

Athos har overlevet ved at tilpasse sig, når det var nødvendigt, men aldrig uden agtpågivenhed. Sankt Athanasios, som grundlagde klosteret Megistis Lavras i 963 e.Kr., gjorde eneboerne rasende ved at introducere dristig arkitektur i det ellers så rustikke landskab. Veje, busser, dernæst strøm og så mobiltelefoner har alle givet anledning til bekymring. Det seneste eksempel på uretmæssig indtrængen er internettet. Nogle få klostre har foretaget meget forsigtige strejftog ud i cyberspace, hvor de har bestilt reservedele, kommunikeret med advokater og fundet forskningsresultater. “Det er meget farligt at være i kontakt med verden udenfor,” advarer en munk. “De fleste af munkene kendte ikke engang til terrorangrebene den 11. september.”

Verden udenfor rykker stadig tættere på. De senest ankomne munke har universitetsuddannelser, bærbare computere og ringe erfaring med at holde høns. De fleste muldyr er skiftet ud med varevogne og firehjulstrækkere. Man frygter hele tiden, at støtten fra EU vil blive vedhæftet betingelser – f.eks. at kvinder får lov til at besøge halvøen. Så selv Athos undgår ikke helt at beskæftige sig med mere jordiske anliggender. Men munkene fortsætter tilværelsen, som de altid har gjort det: uendeligt langsomt, evigt indadvendt og fordybet i det åndelige. Eller som fader Vasileios siger: “Vi fordøjer døden, før den fortærer os”.

• Forrige Side 2 af 2