Chimpanserne går på arbejde

En fugtig septembermorgen i starten af regntiden i Congo forlader Dave Morgan, Crickette Sanz og jeg basislejren i Goualougo ved daggry sammen med vores stifinder Bosco Mangoussou og begynder at vandre ad en af de flittigt brugte elefantstier, der skærer sig igennem skoven. Solen er knap nok brudt igennem kronetaget, men ethvert stykke bar hud, der ikke er smurt ind i mentolsalve, er allerede tæt besat med sværme af brodløse bier, som bliver tiltrukket af vores sved. Vi må jævnligt gå i siksak uden om dynger af elefantgødning og bunker af rådden frugt, hvis tunge lugt hænger i den fugtige luft. Det er den umådelige mangfoldighed af frugter – mere end 25 spiselige arter, lige fra den græskar-store afrikanske brødfrugt Treculia africana til den gummi­agtige, 10 cm store Chrysophyllum lacourtiana – der gør Goualougo til sådan et tiltrækkende levested for chimpanser. Vores mål denne morgen er det primære udbredelsesområde for Moto-flokken, en af 14 forskellige grupper chimpanser, der har hjemme i Goualougo-trekanten.

Med mellemrum genlyder skoven af fjerne grynt og hyl. Når det sker, sætter Dave Morgan kursen på kompasset, og så sprinter vi af sted gennem tornebuske og lianer. Bosco Mangoussou er babenzélé-pygmæ og knap halvanden meter høj med munden fuld af tilspidsede tænder. Han fører an og sagtner sommetider farten for at bane vej gennem underskoven med en hækkesaks. Efter en spurt på fem minutter får vi øje på en håndfuld chimpanser, der slapper af i et Entandrophragma-træ godt 40 m over jorden.

Gennem kikkerten ser vi en drilagtig, halvvoksen hun, der er kommet til Moto-flokken for nylig. Hun fjoller rundt med en ung han kaldet Owen, hvis mor for nylig er blevet dræbt af en leopard. Men en kvist mellem tænderne forfølger hunnen (som forskerne senere storsindet døber Dinah efter min kone) Owen og vælter ham om på en gren i nærheden. Og så sker der noget bemærkelsesværdigt, der stort set aldrig tidligere er observeret uden for Goualougo.

Dinah får i det samme øje på en sværm bier, der kommer ud af et hul ved træets stamme. Hun springer straks op, lader Owen ligge og brækker en gren af, der er lige så tyk og lang som en menneskearm. Med den tykke ende begynder hun at hamre løs på barken. Hun ved, at der et sted derinde i en svært tilgængelig revne findes et bo med en lille skat af honning.

Dinahs rytmiske slag giver genlyd i træerne rundt om. Hun flytter køllen over i foden og svinger rundt til den anden side af stammen for bedre at komme til. Så river hun en kvist af en gren i nærheden, stikker den ind i boet og rører rundt, som om den var en kniv i bunden af en krukke Nutella. Hun trækker den ud, snuser til den, konstaterer, at der ikke er noget honning på den, smider den væk og begynder at hamre igen. Hun gentager proceduren og prøver med syv forskellige rørepinde. Efter at have slået på det genstridige bo i næsten 12 minutter stikker hun fingeren ind i en revne og får tilsyneladende omsider fat i en lillebitte smule honning, der ryger direkte ind i munden. Men lige da hun skal til at nyde frugten af sine anstrengelser, bevæger Moto-flokkens alfahan og faste bølle, Finn, sig ned fra sin gren i nærheden med strittende hår. Han er tilsyneladende oprørt over, at sådan en grønskolling nyder søde lækkerier i hans nærvær. Han slår ud efter Dinah, der taber sin kølle og flygter til en anden gren. Dave Morgan og Crickette Sanz er begejstrede. “Det er en af de bedste observationer af honningjagt nogensinde!” udbryder Crickette Sanz glædestrålende.

Det forhold, at ingen har observeret chimpanser hamre på træer efter honning i andre forskningsområder uden for Centralafrika, tyder på, at det ikke er medfødt adfærd, men snarere en tillært færdighed, der er blevet videregivet i den lokale kultur. Noget af det, der gør Dinahs adfærd så interessant, er, at hun bruger to forskellige redskaber – en stor kølle og en tynd kvist – i en sammenhæng for at nå sit mål.

• Forrige Side 3 af 5 Næste