Den malaysiske fugl føniks

Bevismateriale: Plumplorierne blev konfiskeret på et marked i Thailands hovedstad, Bangkok. En international traktat forbyder al handel med de skovlevende natdyr, som er populære i Japan og Rusland og kan indbringe i omegnen af 5000 kr. stykket.
Mark Leong
Bevismateriale: Plumplorierne blev konfiskeret på et marked i Thailands hovedstad, Bangkok. En international traktat forbyder al handel med de skovlevende natdyr, som er populære i Japan og Rusland og kan indbringe i omegnen af 5000 kr. stykket.

Den dag i september 1998, da Anson Wong blev anholdt, havde USFWS fuldført sin mission, men man havde måske tabt krigen. “Vi satte alt ind på ét enkelt klimaks,” sagde George Morrison. Han var totalt smadret og forlod jobbet som hemmelig agent. Gruppens overordnede, Rick Leach, gik på pension, og snart var specialenheden nærmest en saga blot.

Fem år senere, den 10. november 2003, var Anson Wong atter en fri mand. Journalisterne strømmede til Malaysia. De parkerede foran hans domicil på den lille ø Penang ved vest-
kysten og forsøgte at få et billede af ham. Han nægtede at tale med pressen.

Malaysia var på det tidspunkt viklet ind i en skandale, der omfattede smugling af de stærkt udryddelsestruede, vestlige lavlandsgorillaer. Smuglerne havde under dække af den zoologiske have ved Ibadan-universitetet i Nigeria sendt fire små unger, der var fanget i Camerouns skove, til Taiping Zoo i Malaysia. Sagen havde vakt stor international harme. Midt i alt postyret satte Anson Wong sig til computeren og skrev en kort besked på Vorras.net, en kommerciel “opslagstavle” på internettet, der frekventeres af personer fra hele verden, som handler med vilde dyr: “Skal bruge nigerianske primater. Oplys venligst pris inklusive omkostninger og fragt til Malaysia.”

Anson Wong var på banen igen.

Faktisk havde han aldrig rigtigt været væk. Mens han sad i fængsel, holdt Cheah Bing Shee gang i virksomheden. Og nu begyndte Anson Wong at kigge på opslagstavler på internettet. Han var på jagt efter krybdyr fra Indien, Madagaskar og Sudan, insekter fra Mocambique og “10 ton fårehorn om måneden”. Han har desuden selv tilbudt en lang række varer, bl.a. krybdyr fra Malaysia, beostære, papegøjer og for 2,5 millioner kr. ørnetræ, der er i høj kurs på grund af dets aromatiske kvaliteter. På en forespørgsel vedrørende døde fugle og pattedyr svarede han: “Vi er altid leveringsdygtige.”

Siden løsladelsen har Anson Wong kun én gang været i nærkontakt med myndighederne. Den 16. marts 2006 fattede en fragtmedarbejder hos Thai Airways i Manila mistanke til en sending krybdyr, der var på vej fra Filippinerne til Sungai Rusa Wildlife i Malaysia. Der manglede eksporttilladelser, hvilket er i strid med den filippinske lovgivning. Medarbejderen ringede, som flyselskabet kræver, til den angivne modtager, der bekræftede sendingen. Sagen blev overgivet til de filippinske myndigheder. Hvorefter den filippinske leverandør, der stod opført i forsendelsespapirerne, forsvandt som dug for solen. Det samme gjorde de beslaglagte krybdyr. Dyrene dukkede senere op på et dyreinternat langt væk. Den lokale presse fremstillede sagen som en succes, men ingen blev anholdt. Den eneste identificerbare person, der kunne sættes i forbindelse med den ulovlige sending, Anson Wong, var i sikkerhed i Fort Malaysia.

Det var en henkastet bemærkning fra Mike Van Nostrand, som i første omgang henledte min opmærksomhed på Anson Wong. Mike Van Nostrand ejer selskabet Strictly Reptiles i det sydlige Florida, som hører til blandt verdens største krybdyrgrossister, og han er desuden en af Anson Wongs bedste kunder. Jeg var i gang med at skrive en bog om Mike Van Nostrands fortid som krybdyrsmugler. “To uger efter sin løsladelse tilbød Anson Wong mig noget, han virkelig ikke skulle have gjort,” fortalte Mike Van Nostrand i sommeren 2004. Dette “noget” var en grays varan, et frugtspisende, filippinsk firben, som man indtil slutningen af 1970’erne troede var uddødt. Det var også et af de dyr, Anson Wong var kommet i fængsel for at smugle. Mike Van Nostrand, der selv havde siddet inde for krybdyrsmugling og nødigt ville tilbage bag tremmer, var chokeret.

I september 2006 lejede jeg en lejlighed i det sydlige Florida og begyndte at arbejde for Strictly Reptiles. Jeg tilbragte tre måneder med at feje gulv på lageret, rense slangebure og pakke krybdyr ud (bl.a. fra Anson Wong), mens jeg forberedte mig på at stille Mike Van Nostrand ét enkelt spørgsmål: “Vil du præsentere mig?” Medarbejderne beskyldte mig gentagne gange for at være fra FBI.

De tog billeder af mig og noterede nummerpladen på min bil. Jeg blev truet med en baseballkølle og en revolver, men til sidst blev jeg gode venner med Mike Van Nostrand. Et par dage før lejemålet på min lejlighed udløb, spurgte jeg så. “Selvfølgelig,” svarede han. “Anson Wong vil gerne snakke med dig. Han elsker at tale om sig selv.”

INDENFOR PÅ FORTET

Sungai Rusa Wildlife ligger i det trendy Pulau Tikus-område (“rotteøen”) på Penang og kunne let forveksles med en frisørsalon. Lokalerne er på størrelse med en stor garage, der er ikke noget skilt, og rundt om ligger snesevis af andre etablissementer, der tilbyder fedtsugning, hudpleje og spabehandlinger. Da jeg ankom den 2. marts 2007, holdt der en sort BMW udenfor sammen med en lukket varevogn med adressen på Anson Wongs krybdyrsfarm på Penang.

Anson Wong gav min hånd et ekstra fast tryk, sådan som nogle mænd gør, lige før de slipper.Han førte mig forbi levende fugleedderkopper i stakkevis af små plasticbægre, transportkasser, spredte dynger papir og videre ind på sit kontor: et trangt rum uden vinduer. På nettet havde han reklameret med, at firmaet omsatte for “50-100 millioner dollar” om året, men alligevel var det smarteste i lokalet mobiltelefonen på bordet.

Da jeg havde sat mig ned, pegede Anson Wong på tre plastlaminerede fotografier, som var klistret på døren til kontoret med tape. “Min kone har sat dem op for at huske mig på, at jeg skal spørge mig selv, om det var det værd.”

Billederne var bevismateriale og forestillede stjerneskildpadder, han havde smuglet. Hvert foto var stemplet af forbundsdomstolen i Californiens nordlige distrikt. De var måske nok en påmindelse fra Anson Wongs kone, men de var så sandelig også en advarsel til alle, der trådte ind ad døren: Jeg, Anson Wong, har løbet spidsrod igennem verdens skrappeste retsmaskineri, men jeg er lige her.

Han så forbavsende drenget ud med sine store, runde briller og hestehalen med de grå stænk. Han var 49 år, men ansigtet viste ingen tegn på overbelastning. Der var noget kultiveret over ham, som en kunstner med succes, en billedhugger, måske, og han talte et perfekt engelsk med en behagelig britisk accent. Bag hans hoved hang et verdenskort. Bag mig sov en netpyton, verdens længste af sin art.

Anson Wong begyndte at handle med vilde dyr i 1980’erne med firmaet Exotic Skins and Alives. Dengang beskyttede Malaysias love kun malaysiske dyr, så han kunne kvit og frit handle med truede arter fra hele verden.

Jeg fortalte, at jeg var ved at skrive en bog om hans amerikanske kunde Mike Van Nostrand, der også havde leget katten efter musen med USFWS. “Du er den centrale figur i Asien. Mike sagde, at hvis ikke det var for dig, ville der ikke være nogen krybdyrsbranche i USA.”

Der var da en konkurrent i Indonesien og én på Madagaskar, sagde Anson Wong. Men så lo han og rystede på hovedet. “Okay, okay, der er jo nok ikke så mange af os.”

Vilde dyr og planter er en integreret del af alle asiatiske lande, sagde jeg, men hvor går grænsen mellem menneske og natur egentlig? “Arh, det er en konstant kilde til konflikt,” sagde Anson Wong og slog knytnæverne sammen.

Verdens smukkeste blad

Abonnement: Vil du vide mere om National Geographic? Kom med på jordomrejse, se fantastiske billeder og læs reportager om mennesker, natur og videnskab.

Få en vejrstation i lækkert design

Abonnement: Klædt på til frost, regn eller solskin? Få styr på vejret med en vejrstation i lækkert design + 2 numre fra National Geographic. Betal kun 69 kr.

Valentinsdag-tilbud: Gaveabonnement

Abonnement: Det er snart Valentinsdag. Giv et abonnement på verdens smukkeste blad til en du holder af.

Vind fotobog om orangutanger

Quiz og test: Vind fotobogen "From Forest Kindergarten to Freedoom".

Deltag i månedens pletskud

Foto: Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her.

Illustreret Videnskab

Isbjerge fra Arktis skal sejles til Afrika

Energi: En fransk ingeniør vil sejle drikkevand fra Canada til Nordafrika.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic. Tilmeld her:

Stem

Hvilken europæisk by vil du helst besøge?