Det hellige vand

Vand: den væske, der omslutter og beskytter os i de første stadier­ af vores liv; der slukker vores tørst og vasker snavset af vores krop; der får planterne­ til at gro, så vi kan få mad på bordet; der i sin voldsomhed og uberegnelighed kan slå os ihjel i for store eller små mængder, men som vi, og livet selv, ikke ville eksistere uden, har altid haft enorm symbolsk betydning­ i kulturer verden over.

Lige fra de tidligste civilisationer har vand optrådt i vores mytiske og religiøse forestillingsverden som den skabende, frugtbare og frelsende kraft, der kan være rensende, helende og bringe velstand til dem, der kontrollerer vandene – eller som den destruktive kraft, der er sendt af guderne for at straffe os.

Mange kulturer verden over har fortællinger om en voldsom oversvømmelse, der udslettede alt jordisk liv, bortset fra enkelte personer, som siden blev stamfædre til hele menneskeheden. Men syndflodsmyten fra Mesopotamien (i nutidens Irak), der blev nedfældet i helteeposset om Gilgamesh for ca. 3250 år siden, klinger forbavsende velkendt, selv om navnene er fremmede:
En dag besluttede guderne­ at udslette menneskene ved at lade jorden oversvømme. Men en af guderne, Ea, advarede kongen Udnapistim. Han sagde til ham: “Riv dit hus ned, og byg en båd. Du skal tage din familie og husdyr med om bord.” Guderne­ lod stormen rase i syv dage og syv nætter. Da regnen stoppede, kiggede Udna­pistim ud og så kun vand til alle sider. Udnapistim sendte en due ud for at finde føde på land. Fuglen kom tilbage uden at have fundet land. Så sendte han en ravn ud, og den kom ikke tilbage. Nu vidste Udnapis­tim, at vandet havde trukket sig tilbage, så han kunne forlade båden, og han ofrede straks til guderne. Som belønning­ for at have reddet menneskeheden skænkede guderne ham evigt liv.

Lighederne til syndflodsberetningen om Noas ark, som vi kender den fra Det Gamle Testamente­, er slående, og den bibelske beretning er da også sandsynligvis lånt fra den ældre mesopotamiske. I Bibelen vil Gud udslette menneskene med vandmasserne, fordi de er onde. Hvad der får guderne i Mesopotamien til at gribe til denne afstraffelse, fremgår ikke klart, men i nogle versioner af myten skyldes det, at menneskene larmer og forstyrrer guderne.

Syndflods­myten kan have rod i en virkelig hændelse: Ifølge en teori brød Middelhavet efter sidste istid igennem det, der nu er Bosporus-strædet, og sendte enorme mængder saltvand ud i Sortehavet – som på det tidspunkt var en ferskvandssø – så store dele af den tidligere­ kyst­strækning blev oversvømmet. National­ Geo­graphics ansete dybhavsforsker Robert Ballard, der især er kendt for sit fund af Titanic, har ved hjælp af fjernstyrede ubåde fundet tegn på oldtids­bosættelser 95 m nede på bunden af Sortehavet, som synes at støtte denne teori.

Babylonierne troede også på, at verden blev skabt, da Apsu (det mandlige, ferske vand) og Tiamat (det kvindelige, salte vand) blandede deres vande. I det regnhungrende Mesopotamien, hvor den årlige oversvømmelse af de to floder Eufrat og Tigris kom for sent til såtiden, hvilede samfundets overlevelse på evnen til at kontrollere og oplagre vandet.

“I dette skrøbelige, men yderst frodige kornkammer var vand et enestående symbol på velstand og sundhed og indgydet med guddommelig kraft,” fortæller assyrolog Mogens Trolle Larsen ved Københavns Universitet.

“Eufrat og Tigris blev anset for guddommelige. Visdommens gud Ea var guden for de ferske vande og blev af­bil­det med vand, der strømmede ud fra hver skulder – formentlig et symbol på de to floder.”

Også i det vældige kongepalads i den babylonske oldtidsby Mari har der stået en statue af en kvindelig guddom med en krukke, hvorfra der på tilsyneladende magisk vis strømmede vand ud, og som antagelig har haft guddommelig betydning.

I den oldegyptiske skabelsesmyte var urhavet Nun en formløs masse af frugtbarhed, hvorfra universet blev født. Og i egypternes verdensbillede fortsatte den genfødsel hver dag. Solen gik ned i Nun for at opstå forynget næste morgen; de døde blev genfødt i urhavet, og selv den sovende blev forynget om natten i Nun.

I den store tempelby Angkor i nutidens Cambodja byggede khmerkongerne prægtige templer omgivet af vandgrave og reser­voirer, som symboliserede oceanerne omkring bjerget Me­ru, der var hindugudernes mytiske bolig. Ny forskning har vist, at de store reservoirer ikke kun var hellige symboler, men også en del af et nøje afstemt vandreguleringssystem, der gjorde det muligt at sikre den livsvigtige rishøst.