Et folk for sig

Hver eneste stjerne på nattehimlen er en tarahumara-indianer, hvis sjæl er endeligt udslukt. Tarahumara-indianerne tror på, at mænd har tre sjæle og kvinder fire, da det er kvinder, der fostrer nyt liv.

Det er den slags ting, antropologer og fastboende præster fortæller om tarahumara-folkets tro. Selv kalder folket sig for rarámuri og bor i og over kløfterne i bjergkæden Sierra Madre Occidental i det nordlige Mexico. Her søgte de op for 500 år siden, da spanierne invaderede landet. Spanierne havde ikke blot våben og heste, men også foruroligende meget skægvækst; det var deres ydre fremtoning, der har affødt rarámuri-ordet chabochi, som endnu i dag bruges om alle, der ikke er tarahumara. Chabochi er faktisk ikke en fornærmelse, bare en måde at opdele verden på. Direkte oversat betyder det “person med spindelvæv hen over ansigtet”, hvilket kan siges at betegne den manglende tillid mellem tarahumara-folket og resten af Mexico.

Tarahumaraerne er et reserveret folk, der bor langt fra hinanden i små ler- eller træhytter, i huler eller under klippefremspring. De brygger en alkoholisk drik af majs, som de dyrker på små marker, der pløjes med håndkraft. Ved festlige lejligheder mødes de for at lade drikken gå rundt i et udhulet græskar, til de ender med at blive højrøstede, døsige eller stridslystne og lægger sig på jorden for at sove rusen ud. De er usædvanlig udholdende løbere, fordi de i generationer har levet i en infrastruktur bestående af smalle gangstier igennem kløfterne. Rarámuri betyder “fodløber” eller “han, der går godt”, og de siges at have været en torn i øjet på amerikanske ultramaratonløbere, fordi indianerne kunne slå dem, selv om de var iført sandaler og nu og da standsede for at ryge. De betragter arbejde som en nødvendighed for at overleve, men i sig selv rummer det ingen moralsk værdi og kommer i anden række i forhold til åndelige pligter og andre sjælelige anliggender. Deres traditionelle økonomi er baseret på byttehandel, ikke på kontanter; de har et ord for at dele, der ikke lader sig oversætte til hverken spansk eller dansk: “Kórima,” kan en tarahumarakvinde finde på at sige og række hånden frem for at bede om det, en chabochi vil kalde velgørenhed. Man får dog ingen tak, hvis man giver en mønt, for kórima betyder, at man har pligt til at dele sin rigdom, så den gavner alle.

De spiser masser af japanske nudelfærdigretter, maruchan, der sælges i plasticbøtter. Og foliepakkede franske kartofler, sodavand i enliters flasker og dåseøl. Ifølge den seneste folketælling bor der 106.000 tarahumaraer i Mexico, hvilket gør dem til en af de største indfødte grupper i Nordamerika. Hovedparten lever stadig relativt isoleret i det område, man i Mexico markedsfører som Kobberkløften. Turistbranchen fremstiller kløftens indbyggere som upåvirkede af moderne teknologi, men det viser sig både at være forsimplet og vildledende.

Selve Kobberkløften eller Barranca del Cobre er for eksempel blot én af over 10 enorme kløfter i denne del af Sierra Madre. Flere af dem er dybere end Grand Canyon. Og chabochi-virksomheder, legale som illegale, rykker med stormskridt ind i dem alle sammen. Narkoindustrien udnytter i større og større grad kløfterne til dyrkning af marihuana og opiumsvalmuer. Derved tvinges tarahumara-familier væk fra deres majs-, bønne- og squashmarker. Statens bestræbelser på at udstyre tarahumara-samfundene med veje og skolebøger åbner samtidig for billig tequila, bevæbnede banditter og alle former for chatarra, mexicanernes ord for junkfood. Tarahumara-mænd er traditionelt iført brede pandebånd og lændeklæder, der ikke dækker benene, selv i frostvejr. Men nu er endnu flere iført jeans, cowboyhat og spidse læderstøvler. De fleste tarahumara-kvinder går stadig klædt i flerfarvede hovedtørklæder, lange blomstrede eller pastelfarvede nederdele, der er samlet i tunger ligesom kunstfærdige gardiner. Nu er der dog også nogle af dem, der går i jeans.