Sydafrika: Efter apartheid – Mandelas børn

Præsten

I den hollandsk reformerte kirke i Sydafrika er der ingen hurtige genveje, når man gerne vil være præst. Det kræver syv års benhård uddannelse. Syv år af Deon Snymans ungdom.

Derfor var det også så meget desto mere frustrerende, da han hen imod slutningen af sine studier på Pretorias Universitet i 1990 indså, at han havde alle de teologiske kundskaber, man kunne tænkes at få brug for, for at fungere i det gamle Sydafrika, men stort set ingen færdigheder at støtte sig til i det land, der netop havde løsladt Nelson Mandela efter 27 års fængsel.

Deon Snyman er født og opvokset i en “tra­ditionel afrikaaner-familie i en typisk afrikaaner-by nord for Johannesburg”. Dengang kendte han ingen sorte mennesker, havde ingen sorte venner og havde aldrig ført en fornuftig samtale med en sort. “Kirken var delt op i hvide, farvede, indiske og sorte menigheder,” fortæller han. For at undgå en morgen at vågne op som en fremmed i sit eget land besluttede Deon Snyman sig for at blive præst i en sort menighed.

Den dag i februar 1992, da Deon Snyman blev indsat som præst i Nongoma i hjertet af KwaZulu-hjemlandet, rejste hans far sig op og sagde til menigheden, som kun bestod af zuluer: “Der er ingen tvivl om, at Sydafrika vil forandre sig. Men jeg er afrikaaner. Jeg ved ikke, om jeg har evnen til at forandre mig. Og jeg er en gammel mand. Jeg ved ikke, om jeg har færdighederne til at forandre mig. Så i dag giver jeg jer min søn. Hvis I kan lære ham de regler, der gælder i det nye Sydafrika, kan han lære dem videre til os. Hvis I kan give ham de færdigheder, der skal til for at bo i dette nye land, kan han vise os dem.”

I den halve snes år, Deon Snyman var præst blandt zuluerne, stod det klart, hvad det var for en lektie, han skulle tage med tilbage til sit eget folk. “De, der støttede apartheidsystemet, var nødt til at sige undskyld på en måde, der føltes oprigtig. Og de skulle gøre skaden god igen på en måde, der genoprettede noget af den værdighed og nogle af de muligheder, der blev udvandet under apartheid.”

Deon Snyman begyndte at tænke tanken om en borgerstyret genopretning: etablering af f.eks. skoler, sundhedsklinikker og erhvervsuddannelser. “Noget, alle ville kunne pege på og sige: ῾her er vores symbol på oprigtig anger, her er et symbol på vores beslutning om at skabe en ny måde at arbejde sammen på.᾽ Det var noget, jeg følte meget stærkt for.” Men der skulle gå år, før Deon Snyman blev opmærksom på en lille afrikaaner-by i et landbrugsområde i Western Cape. Dér var et lokalsamfund, hvor følgevirkningerne af apartheid stadig var mærkbare også efter 1994, da det hvide styre sluttede, og Nelson Mandela blev den genfødte nations første præsident.

Byen

Worcester er en søvnig by fyldt med kransekagearkitektur og hvide kirkespir, som ligger halvanden times kørsel nordøst for Cape Town. Om vinteren er bjergene omkring byen sneklædte. Om sommeren står luften stille i dalen, og det er så varmt, at asfalten smelter. Gaderne er brede og velordnede. Husene er højgavlede og maleriske. Græsplænerne ligger i pæne kvadrater. Roserne strutter, og der hænger vinranker ned fra verandaerne. Det er en af den slags byer, der får én til at ønske, at man havde taget en længere nederdel og en mindre udringet bluse på.

I midt-90’erne var de streger, apartheid havde trukket gennem stedets geografi og sjæl, stadig tydelige, men ikke mere end andre steder i landet. De sorte boede ganske vist stadig hovedsageligt i Zwelethemba township, Worcesters underernærede tvillingesøster på den anden side af Hex-floden, mens de hvide fortsat boede i de skyggefulde gader i Worcester by eller på farme ved foden af bjergene. På den anden side havde Worcester valgt sin første farvede borgmester og sin første sorte viceborgmester. Og i juni 1996 holdt den såkaldte sandheds- og forsoningskommission (TRC) – en domstolslignende instans, der blev nedsat efter ophævelsen af apartheid – en høring i byen. Ofre og ansvarlige for tortur og overgreb under apartheid stod frem og vidnede. Den voldelige fortid var slut, ikke sandt?

Derfor kom det som et chok, da der en steghed juleaftenseftermiddag i 1996 eksploderede to bomber i et forretningskvarter ikke langt fra politistationen og den hollandsk reformerte kirke. Fire mennesker, hvoraf tre var børn, mistede livet, og næsten 70 blev såret. Samtlige ofre var sorte og farvede. Den første bombe forårsagede alvorlige skader på Olga Macingwanes ben. Den anden bombe slog hende bevidstløs.

“Der gik 13 år, før jeg så den person, der gjorde dette mod mig,” fortæller Olga Macingwane en hed søndag morgen i november 2009. Uden for hendes hus i Zwelethemba bliver der holdt udendørs gudstjeneste, og hun må hæve stemmen for at blive hørt. Hun rejser sig stift – det gør tydeligvis ondt, når hun går – og lukker døren til haven og verden.

“Jeg så ham for mig,” fortsætter hun. “En stor mand på 50 år med langt skæg og et hårdt ansigt. Det er ham, der gjorde dette. Ham, jeg ser i mine mareridt.”

Et vendepunkt

Da Sydafrika blev valgt som vært for fodbold-VM i 2010, rankede folk ryggen. Nu ville deres land blive husket for andet end apartheid. Sydafrikas ansigt udadtil med dets moderne infrastruktur, flotte lufthavne og kosmopolitiske restauranter understøtter forestillingen om, at landets tragiske fortid er netop det – fortid. Store dele (men ikke alle) af Johannesburgs berygtede township Soweto er i dag moderne forstæder med velplejede græsplæner og smarte udenlandske biler i indkørslerne. Sydafrikas sorte middelklasse vokser støt, og siden 1994 har staten bygget næsten tre millioner boliger. I Johannesburg kan turisterne besøge det imponerende apartheidmuseum, som ligger lige over for et kasino og en forlystelsespark.

Men når man kradser lidt i lakken, dukker ordet, der begynder med “a”, alligevel op. I maj 2008 mistede flere end 60 mennesker livet, og titusinder blev fordrevet under fremmedfjendske optøjer, som især var rettet mod folk fra Mocambique og Zimbabwe. Apartheid indgød folk en dyb mistro til “de andre” og en følelse af at have ret til ressourcerne, og den mentalitet gør sig fortsat gældende.

Det er umuligt at overdrive apartheids rækkevidde og brutalitet. Mellem 1948 og 1994, da systemet blev afskaffet, indførte Nationalistpartiet ekstrem raceadskillelse i alle tænkelige facetter af tilværelsen. “Apartheid berigede nogle få så effektivt på total bekostning af flertallet – for ikke at tale om alle dem, som blev fængslet, sendt i eksil, forsvandt eller led en voldsom død – at den blotte afskaffelse af systemet på ingen måde var tilstrækkelig til at gøre skaden god igen,” siger Tshepo Madlingozi.

Den 31-årige juralektor ved Pretorias universitet koordinerer også retshjælpen for Khulumani Støttegruppe, der består af 58.000 ofre for politisk vold, primært fra apartheid-æraen. “Man kan vælge at sige, at alle er lige nu, så lad os komme videre. Det ville være fint for dem, der lukrerede på systemet, men det giver ikke de skadelidte oprejsning, og det kan ikke ophæve generationers vanemæssig racisme, had og afmagt.”