Interaktiv: Anlæggelse af geoglyffer

Siden de blev almindeligt kendte i slutningen af 1920’erne, da der blev oprettet kommerciel lufttrafik mellem Lima og den sydperuvianske by Arequipa, har de mystiske ørkentegninger, der kaldes Nazcalinjerne, undret arkæologer, antropologer og enhver, der er fascineret af tidlige sydamerikanske kulturer.

Lige så længe har horder af videnskabsfolk – og amatører – lagt deres forskellige fortolkninger ned over linjerne, som var de verdens største samling Rorschach-blækklatter. De har i tidens løb været udlagt som inkaveje, kunstvandingskort, billeder, der skulle ses fra primitive varmluftsballoner og – den mest underholdende – som landingsbaner for fremmede rumskibe.

Efter 2. verdenskrig foretog en tyskfødt lærer ved navn Maria Reiche den første egentlige undersøgelse af linjerne og figurerne – de såkaldte geoglyffer – lige uden for Nazca og den nærliggende by Palpa. I et halvt hundrede år frem til sin død i 1998 spillede Maria Reiche en meget afgørende rolle for bevaringen af geoglyfferne. Men hendes egen foretrukne teori – at linjerne er komponenter i en astronomisk kalender – er stort set forkastet. Hun beskyttede intenst linjerne mod udefrakommende, og nutidens vogtere af linjerne værner lige så om dem. Derfor har selv videnskabsfolk svært ved at få adgang til de berømteste dyrefigurer på højsletten, pampassen, nordvest for Nazca.

Siden 1997 har der dog været et stort peruviansk-tysk forskningssamarbejde i gang ved byen Palpa længere nordpå. Under ledelse af Johny Isla og Markus Reindel fra Deutsches Archäologisches Institut har Nazca-Palpa-projektet iværksat et systematisk, tværfagligt studie af områdets gamle folkeslag. De er begyndt med, hvor og hvordan nazcaerne levede, hvorfor de forsvandt, og hvad meningen var med de usædvanlige tegninger, de efterlod sig i ørkensandet.

Klik på linket i boksen til højre for at se, hvordan nazcalinjerne blev opført.