Genernes betydning

I sin bog Om Arternes Oprindelse fra 1859 undlod Darwin taktfuldt at nævne, at hans teori om den fælles oprindelse også gjaldt men­ne­ske­heden. Et årti senere tog han tyren ved hornene i Menneskets Afstamning. Det ville have frydet ham at vide, at et bestemt gen kaldet FOXP2 er afgørende for, at tale hos mennesker og sang hos fugle udvikler sig normalt. I 2001 opdagede Simon­ Fisher og hans kolleger ved Oxford University i England, at en mutation i dette gen giver sprogvanskeligheder hos mennesker.

Senere påviste han, at det samme gen hos mus er nødvendigt for, at de kan lære en serie af hurtige bevægelser; uden genet danner hjernen ikke de forbindelser, der normalt gør, at ind­læringen huskes. Hos mennesker er FOXP2 sandsynligvis afgørende for indlæringen af de avancerede bevægelser af læberne og tungen, som vi bruger til at udtrykke vores tanker med.

Constance Scharff fra Freie Universität i Berlin opdagede derpå, at det samme gen er mere aktivt i en del af hjernen på en ung zebrafinke, netop når fuglen lærer at synge. Med djævelsk snilde inficerede hendes forskerhold nogle finkers hjerner med en særlig virus, der bar en spejlvendt kopi af en del af FOXP2-genet, hvilket undertrykte genets naturlige udtryk. Resultatet var, at fuglene både sang mere uens­artet end normalt og også efterlignede de voksnes sang upræcist – nogenlunde på samme måde som et muteret FOXP2-gen forårsager uensartet og upræcist efterlignet tale hos et barn.

Nutidens forskere studerer i detaljer, hvordan ydre faktorer som konkurrence og miljøforandringer kan frembringe nye arter. Men Darwin bragte også en anden evolutionær drivkraft på bane: den seksuelle udvælgelse. I Victoria-søen er cichlidernes syn tilpasset lyset i deres omgivelser – på større dybder, hvor det tilbageværende lys ændrer sig mod den røde ende af spektret, er deres synsreceptorer mere følsomme for rødt lys, mens de ser bedre i blåt tættere på overfladen.

Ole Seehausen fra Universität Bern og det nationale vandforskningsinstitut i Schweiz­ har opdaget, at hannerne har udviklet iøjnefaldende farver for at fange hunnernes blik: typisk røde farver tættere på søbunden og blå på lavere dybder. De blå og røde bestande ser ud til at være på vej til at afvige genetisk fra hinanden – hvilket tyder på, at de repræsenterer to forskellige arter under udvikling.

Hvis naturlig udvælgelse er lig med, at den stærkeste overlever (et udtryk, der er opfundet af filosoffen Herbert Spencer, ikke af Darwin selv), er seksuel udvælgelse lig med, at den mest sexe­de formerer sig. Det har den vidunderlige virkning, at det frembringer våben, prydelser, sange og farver – især hos handyrene. Darwin mente, at nogle af disse prydelser, som f.eks. hjortens gevir, gjorde hannerne i stand til at kæmpe indbyrdes om hunnerne.

Andre, såsom påfuglens hale, hjalp hanner med at lokke hunner til at parre sig med dem. Teorien var sandt at sige affødt af desperation, fordi formålsløs skønhed faldt ham for brystet som en iøjnefaldende undtagelse fra den hensynsløst praktiske naturlige udvælgelse. I april 1860 skrev han til den amerikanske botaniker Asa Gray, at “Synet af en fjær i en paafugle-hale gjør mig rent syg, naar jeg ser paa den ...”

Hans idé om seksuel udvælgelse blev høfligt ignoreret af de fleste victorianske meningsdannere, som fandt det lettere skandaløst at acceptere tanken om, at hunkønsvæsener aktivt udvalgte sig en partner frem for koket at give sig hen til hannernes tilnærmelser. Selv biologer droppede tanken i omkring et århundrede, fordi de blev besatte af at påvise, at bestemte træk udvikler sig til fordel for arten og ikke til fordel for individet. Men nu ved vi, at Darwin havde ret hele tiden. Hos alle mulige arter, fra fisk og fugle til insekter og frøer, gør hunner tilnærmelser til hanner på de mest iøjnefaldende måder og inviterer dem til at parre sig med dem.

• Forrige Side 4 af 6 Næste