Hvad blev de brugt til?

Dengang stenene ankom til det, der i dag er Salisbury Plain, havde urskoven allerede været ryddet til græsning i århundreder. Hvis stenene kom via floden, må de være blevet slæbt op fra Avons bredder. De blev dekoreret med prikker og riller, slebet glatte og derpå stillet op parvis, så de dannede en bue. Måske havde de også overliggere, der siden er faldet ned.

Det gamle jordvoldsanlæg blev nu ændret for at fremhæve den nordøstlige indgang, hvilket understregede betydningen af monumentets orientering efter solhvervene. Måske afspej­lede det folkets overbevisninger om betydningen af stenenes placering i Preseli-bjergene, eller måske afspejlede det nye overbevisninger i en skiftende tidsalder. På et eller andet senere tidspunkt blev de gigantiske sarsen-sten slæbt dertil fra Marlborough Downs, 35 til 45 km borte. Senere generationer ændrede lidt på den indvendige grundplan, men opstillingen af sarsenstenene – de store, bredskuldrede vogtere over de mindre sten fra Wales – gav Stonehenge en vedholdende aura af uangribelig sikkerhed.

Undersøgelser udført af miljøarkæolog Michael Allen viser, at indbyggerne fra omegnen gennem hele den lange periode, hvor Stonehenge blev opført, fortsatte med at leve deres normale tilværelse. Rester af trækul, pollen fra ukrudt, som hovedsageligt findes på dyrkede marker, og – mest værdifuldt af alt – sneglehuse, som kan knyttes til forskellige levesteder, viser, at landskabet omkring Stonehenge blev ryddet, brugt til græsning og dyrket. Uanset hvad Stonehenges formål var, lå det forankret midt i det samfund, det tjente. “Som jeg ser det, blev det brugt ligesom en katedral eller Wembley Stadion,” mener Michael Allen. “Nogle dage blev det brugt til højtidelige ritualer, andre dage til mere almindelige forsamlinger.”

Alle de opdagelser, der for nylig er fremkommet i dette historiske landskab, understreger blot, hvor meget mere der stadig kan komme for dagens lys. En planlagt udgravning af vejen vil måske afsløre, hvornår den blev forlænget til Avon, og dermed kaste lys over, hvornår floden blev rituelt forbundet med stenmonumentet. De kremerede jordiske rester af mennesker, som blev udgravet og begravet på ny helt tilbage i 1935, ville formentlig kunne fortælle os mere, hvis de blev underkastet en ny, omhyggelig undersøgelse med moderne teknologi. I starten af april i år udførte Timothy Darvill og Geoffrey Wainwright den første udgravning, der er foretaget inden for stencirklen i mange årtier, i håb om at kunne fastslå, hvornår de berømte bluestones ankom. De to arkæologer har også planlagt en ny undersøgelse af skeletgravene i Stonehenge-området, som måske vil kunne vise, om en stor andel af de begravede havde haft behov for “helbredelse”. På den walisiske side vil det igangværende feltarbejde i Preseli-bjergene måske også afføde gravfund, der er mulige at datere, og eventuelt kaste lys over Preseli-stenenes betydning.

Der findes ingen tekster, der forklarer Stonehenge­. Trygt forankret i sin ordløse for­historie kan det således tillægges en bred vifte af “betydninger”: et tempel til Solen eller Månen. En astronomisk kalender. De døde forfædres by. Et sted med lægende kraft. Repræsentationen af guderne i sten. Et symbol på magt. Essensen i Stonehenges mystik er uden tvivl, at det i lige store mål inspirerer til fanatisk overbevisning og skaber komplet forvirring.

Stonehenge repræsenterer afslutningen på monumentbyggeriets stolte tradition i bondestenalderens England. Det blev ikke længere brugt efter omkring 1500 f.Kr., og gennem århundrederne væltede og knækkede mange af stenene, eller blev båret væk – skader forårsaget af både naturen og mennesket. Fra tid til anden blev der gjort optegnelser om de gådefulde ruiner. En græsk historiker i 1. århundrede f.Kr., Diodoros fra Sicilien, citerede en nu tabt beretning, som blev nedskrevet 300 år tidligere og beskrev “et storslået område viet til Apollon og et bemærkelsesværdigt rundt tempel” på en stor ø i det fjerne nord, modsat det nuværende Frankrig. (Apollon er, interessant nok, den helende gud). I lidt nyere tid besøgte den berømte britiske dagbogsskribent Samuel Pepys stenene i sommeren 1668, efter at have hyret heste og en vejviser til at føre sig over sletten. Hans beretning vækker genklang den dag i dag. “Nåede derhen,” skrev han, “og fandt stenene i Stonehenge lige så fantastiske som alt hvad jeg har hørt derom og hele rejsen værd. Guderne må vide hvad de blev brugt til i sin tid.”

Støtte fra NG

Dette forskningsprojekt støttes af dit abonnement på National Geographic.

• Forrige Side 5 af 5