Laks udgør trussel

Så sent som i 2007 fandt forfatterne til en undersøgelse af glaciologiske studier det nødvendigt at påpege et “alvorligt hul i overvåg-ningen af sydamerikanske gletsjere”. Man kan roligt sige, at det indre af hovedparten af de fredede områder langs fjordene i Patagonien stadig er helt ukendt land. Det vil sige nationalparken Bernardo O’Higgins, Katalalixar-reservatet, Las Guaitecas-reservatet og nationalparken Laguna San Rafael. Skovene er ufremkommelige, og man synker ned i mos til knæene og anden lav plantevækst, som gror på et tæt væv af grene og rødder. Det stemmer kun alt for godt med de erfaringer, en iagttager gjorde sig i 1904: “Den generelle fugtighed på disse halvt undersøiske øer overgår så ganske al sædvanlig erfaring.”

Forandringerne rykker ind fra vandsiden. Nogle få, små krydstogtskibe fra Puerto Natáles sejler nu ud til fronten af flere gletsjere, hvor de henter is til cocktails på små isbjerge, som driver rundt i skyggen af isfjeldene. Navimag-færgen pisker sig vej fra Puerto Natáles til Puerto Montt. Turen tager fire dage med stop i Puerto Edén, hvor der udveksles propangas, landbrugsvarer og nogle få passagerer. Den chilenske flåde patruljerer i farvandet, og Chiles svar på Skov- og Naturstyrelsen, CONAF, har ansvaret for både at beskytte og udforske området.

I løbet af det 20. århundrede er det tyndet kraftigt ud i de oprindelige beboere. Den sæl-koloni, som nogle af de første opdagelsesrejsende fandt ved indsejlingen til Eyre-fjorden, der hvor Pío XI slutter, er for længst forsvundet. De mange hvalarter, som plejede at komme i fjordene, er reduceret til en brøkdel. Giftige alger plager de muslinger, som engang understøttede fiskeriet. Alakaluf-indianerne, der tidligere drev jagt og fiskeri her, er svundet ind til en håndfuld sjæle i Puerto Edén (Paradisets Havn), hvis eneste lighedspunkt med Paradis er afstanden til resten af verden.

Afstand er imidlertid ikke synonymt med beskyttelse nu til dags. Chile er verdens næststørste producent af opdrættede laks, kun overgået af Norge. Laksene opdrættes i Las Guaitecas-reservatet i nærheden af den nordlige indlandsis, for i Guaitecas og andre naturparker er det landjorden, som er fredet, ikke vandet. De norske selskaber, som etablerede lakseopdræt i Chile, kom hertil, fordi fjordene var uspolerede. Sådan er det ikke længere. Ligesom næsten alle andre former for intensivt dyrehold genererer lakseopdræt store mængder affaldsstoffer. I Patagonien er laksefarmene dødbringende for vandet, idet der opstår iltmangel, ligesom der har bredt sig en dødelig, virusbetinget sygdom kaldet infektiøs lakseanæmi. For lakseproducenterne har løsningen været at flytte længere sydpå til områder med renere vand.

På landjorden kommer truslen fra vandkraft. Takket være Pinochet-styret er de fleste vandrettigheder i de store floder, som løber ud i fjordene, på private hænder, og nogle ligger endog hos udenlandske selskaber. I de seneste år har der været et voksende pres for at få bygget en serie vandkraftdæmninger langs floderne Pas-cua og Baker. Kritikere hævder imidlertid, at dæmninger er forældede og unødvendige i et land, som råder over så mange vedvarende energikilder. De ødelægger økosystemerne i de vandskel, hvor de er bygget, og hvis der skal føres transmissionsledninger fra dæmningerne til hovedstaden Santiago, kræver det, at en strækning på 2215 km ryddes for træer.

Den alvorligste trussel mod de chilenske fjorde er selvfølgelig klimaforandringer, som kan ændre forholdene i de floder, der er afhængige af gletsjerne, og forrykke forholdet mellem ferskvand og saltvand i de indre fjorde. Af de 48 gletsjere i den sydlige indlandsis er 46 tilbage-smeltede, og én er stabil. Kun Pío XI vokser. Den er efter al sandsynlighed den eneste gletsjer i verden, som befinder sig på sit neoglaciale maksimum, det vil sige den største udbredelse siden begyndelsen af den lille istid i Patagonien for ca. 400 år siden. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor den er vokset så meget og så hurtigt i de seneste 80 år. Den er måske i gang med at vinde det tabte tilbage fra de gange, vulkanen Lautaro har været i udbrud. Men gletsjerens fremstød kan også skyldes den tektoniske landhævning, som løfter Andesbjergene, eller de omskiftelige forhold i en tempereret gletsjer. Dér er isen næsten altid på smeltepunktet, og i øvrigt ligger gletsjeren et sted, hvor mængden af nedbør og smeltevand er meget stor, nærmere betegnet over 2-11 m om året. Men én ting ligger fast. Pío XI er et paradoks i et islandskab, der smelter.

Nationalparken Torres del Paine 210 km syd for Pío XI besøges af tusinder af busturister, som bor i teltbyer og står i kø for at komme over bjergpassene. De mener alle, at nationalparken er enestående og værd at beskytte. De chilenske fjorde bliver derimod aldrig overrendt. Men deres afsides beliggenhed gør dem sårbare, og det er ikke kun over for laksefarme og vandkraftdæmninger. Risikoen ligger i manglende opmærksomhed. Man glemmer, at uberørte naturområder som Patagonien ikke kan overleve uden beskyttelse. Etablering af nationalparker og reservater samt eventuelt et område, der kunne få plads på UNESCO’s verdensarvsliste, kan måske gøre en forskel. Men det kan også vise sig, at forandringen bare er noget, der sker på papiret.

• Forrige Side 2 af 2