Menneskets gener ikke specielt menneskelige

Ideen om genetiske kontakter forklarer den ydmygende kendsgerning, at mennesker tilsyneladende ikke har særlige menneskelige gener. Gennem de seneste 10 år har forskerne sammenlignet det menneskelige genom med andre skabningers, og det har vist sig, at vi ikke alene arver det samme antal gener som en mus – færre end 21.000 – men i de fleste tilfælde nøjagtig de samme gener.

Ligesom man ikke behøver nye ord for at skrive nye bøger, har man ikke brug for nye gener for at lave nye arter: Man ændrer bare deres rækkefølge og mønster. Det er med andre ord ikke nogle særlige gener, der giver giraffen dens lange hals. De gener, der får dens hals til at vokse, er de samme som hos en mus; De er måske bare “tændt” i en længere periode, så giraffen ender med at få en længere hals.

Darwin tilegnede sig sin viden ved at studere såvel forstenede bæltedyr som levende nanduer og finker. På samme måde kombinerer hans videnskabelige efterkommere i dag viden om gener med viden om fossiler for at forstå livets udvikling. I 2004 fandt Neil Shubin og hans kolleger fra University of Chicago i USA et 375 millioner år gammelt fossil højt oppe i det canadiske polarområde – en skabning, der smukt udfyldte hullet mellem fisk og landlevende dyr.

De kaldte den Tiktaalik, som på det lokale inuk­titut-sprog betyder “stor ferskvandsfisk”. Selv om det tydeligvis var en fisk med skæl og finner, havde Tiktaalik et fladt, amfibisk udseende hoved med en klart markeret hals og knogler i finnerne, der svarer til over- og under­armsknoglen og selv håndleddet hos landdyr: i sandhed et manglende led i udviklingskæden. Den har måske endda været i stand til at leve på lavt vand eller kravle i mudderet for at flygte fra rovdyr.

Tiktaaliks gener er forsvundet i fortiden. Men inspireret af fundet har Neil Shubin og hans kolleger studeret et levende modstykke – spadestøren, som er en primitiv fisk med knogler – og opdaget, at det mønster af genaktivering, der står for at bygge knoglerne i spadestørens finner, stort set er det samme som det, der sammensætter lemmerne i fosteret hos en fugl, et pattedyr eller et hvilket som helst andet land­levende dyr. Forskellen er kun, at genet er “tændt” i et kortere tidsrum hos fisk.

Opdagelsen har vendt op og ned på den fremherskende idé om, at der skulle en skelsættende evolutionær begivenhed til, for at dyr begyndte at udvikle lemmer. “Det viser sig nu, at den genetiske meka­nisme, der var nødvendig for at frembringe lemmer, allerede var til stede i finner,” siger Neil Shubin. “Det var ikke et spørgsmål om at danne nye gener og udviklingsprocesser. Det var et spørgsmål om at bruge gamle genetiske opskrifter på nye måder.”

Selv om moderne genetik på så mange måder bekræfter Darwins teorier, fremhæver den også hans største fejltagelse. Darwins opfattelse af mekanismen bag nedarvning var noget miskmask. Han mente, at en organisme var en direkte blanding af forældrenes egenskaber, og senere i sit liv mente han, at organismen også videreførte træk, den havde tillagt sig i løbet af sin levetid. I modsætning til den østrigske munk Gregor Mendel forstod han aldrig, at en organisme ikke er en blanding af sine forældre, men det samlede resultat af utallige individuelle egenskaber, der er nedarvet til sin far og mor fra deres forældre og bedsteforældre.

Gregor Mendels afhandling, der beskrev arvelovene, blev offentliggjort i et obskurt østrigsk tidsskrift i 1866, kun syv år efter Om Arternes Oprindelse. Håbefuldt sendte han den til nogle af samtidens førende videnskabsfolk, men den blev stort set ignoreret. Tragisk døde munken, mange år før betydningen af hans opdagelse blev anerkendt. Men arven efter ham har, ligesom arven efter Darwin, aldrig været mere levende.

• Forrige Side 6 af 6