Milad Assaf: den bevæbnede fliseleverandør

Milad Assaf er en libanesisk fliseleverandør, der også hører til blandt fodfolket i det magtfulde, maronittiske parti LF. Fra altanen i sin skudhærgede femtesals-lejlighed i Østbeirut har han frit skud mod de shiittiske bydele. De breder sig ud på den anden side af en trafikeret færdselsåre, som udgør “den røde linje” mellem det kristne område og det territorium, som hører under de shiitiske militser, der kæmper for Hizbollah og organisationens allierede, Amal-militsen. “Det er nærmest som at bo på en skydebane,” siger Milad Assaf grinende.

Han var seks år gammel, da en bande kristne i april 1975 startede borgerkrigen i Libanon ved at åbne ild mod en bus fyldt med palæstinensiske flygtninge. Angrebet var tænkt som et vink til de palæstinensiske kamphaner, der dengang strejfede omkring i Beiruts gader med ønsket om at gøre Libanon til hjemsted for den palæstinensiske befrielsesfront PLO. 27 mennesker blev dræbt ved busattentatet, som fandt sted meget tæt på Milad Assafs hjem og lige foran en stor statue af Jomfru Maria. Selv om det er føget gennem luften med kugler, granater og israelske bomber siden 1975, har statuen ikke fået en skramme. “Tænk lige lidt over det,” siger Milad. “Og sig mig så, om det ikke er et mirakel!”

Milads bydel, Ain al-Rumaneh, er et barskt sted fyldt med skudhærgede beboelsesejendomme og små forretninger. Hver eneste plane flade er tilsyneladende prydet af LF’s symbol: et kors, der er skåret skråt over i bunden som et sværd. Efter nogle sammenstød med shiitter for nylig rejste Milad og hans kammerater et 4,5 m højt trækors på fortovet og klistrede store plakater af Jesus op på træplader bagved. Derefter satte de projektører på, så Hizbollah-soldaterne på den anden side af vejen ikke kunne være i tvivl: “Ain al-Rumaneh er kristent. Bliv væk, for helvede.”

Kæmp eller flygt? I Østbeirut er Milad Assaf et stolt medlem af det kristne, maronittiske parti LF, der støtter sig på velbevæbnede frivillige.

Da Milad kom med i LF som 12-årig, førte han sig frem som en hård nyser. Han har ingen anelse om, hvor mange mennesker han har slået ihjel under krigen. Han har været i fængsel et hav af gange, og selv som 40-årig har han ikke opgivet det adrenalin-stimulerende liv på barrikaderne. Håret er ved at blive tyndere, men det, der er tilbage, er redt bagud i Elvis-frisure, og han har et stort LF-kors hængende i en guldkæde om halsen og ét tatoveret på venstre underarm. Ligesom mange andre kristne arabiske fyre løfter han en masse jern, og selv om han har fået lidt mave, har han en brystkasse som en vægtløfter under den tætsiddende, hvide Armani-T-shirt. Han spiller konstant med musklerne, mens han kører rundt i en tunet firhjulstrækker, drikker for meget og knuser en masse hjerter. Siden krigen mod Israel i juli 2006, som lagde den libanesiske økonomi i ruiner og styrkede Hizbollah, er flisesalget gået dårligere, men Milad håber at komme igennem denne krise, nøjagtigt som alle de andre.

Den kroniske uro har bragt arbejdsløsheden i Libanon op på 20 %, skræmt de udenlandske investorer væk og lagt en dæmper på landets førhen så pulserende handelsliv. En uge tidligere standsede jeg i maronitternes højborg i Qadicha-dalen, nærmere bestemt ved en butik i byen Bisharri, hvor digteren Khalil Gibran engang boede. “Du er dagens første kunde,” sagde den mørkhårede kvinde bag disken, Liliane Geagea. Klokken var 11 på en solrig lørdag i april, som er højsæson for turister, men der var ikke en sjæl.

“Folk bliver væk på grund af al den ballade. Alle folk sparer sammen, så de kan komme væk fra det her vanvittige sted. Jeg gør i hvert fald. Jeg har givet 45 år af mit liv til dette land, hvor der har været krig det meste af tiden, og det er nok. Jeg er dødtræt af det, og det er min familie også. Min datter går på det amerikanske universitet i Beirut. Når hun er færdig, har jeg rådet hende til at tage til Amerika, Europa eller Australien, lige-meget hvor. Bare kom af sted, og tag mig med.”

Milad Assaf og tusinder af andre som han har ikke mulighed for at tage nogen steder hen. De mødes i militsernes klubhuse for at diskutere “situationen” og rette sig efter partiets beslutning om at indgå politiske alliancer i stedet for at gå i krig. Men hvis der er noget, som kan gøre dem nervøse, er det at have færre våben end fjenden. Milad spiller med musklerne, klapper skæftet på sit gevær og griner.

“Vi har stadig vores våben,” siger han og fingererer ved et af de M16-geværer, han opbevarer smurt og parat til brug i kælderen. “Men lige nu har shiitterne flere.” Han peger ud ad vinduet mod de skudhullede boligkomplekser på den anden side af den firsporede vej, der lige så godt kunne have været en landegrænse.

“Hizbollah kontroller alt på den anden side af vejen,” fortæller han. “Og de er sindssyge. De har raket-affyringsudstyr, håndholdte mortérvåben, og jeg skal komme efter dig. Alt sammen leveret af Iran. Vi vil til enhver tid beskytte vores egne bydele og familier, men hvis der blev krig lige nu, ville vi tabe. Så vi er gået over til at tro på fred.”

• Forrige Side 3 af 5 Næste