Livet efter vulkanudbruddet

Engang lå der øldåser på bunden af Spirit Lake.Mark Smith husker tydeligt dåserne med deres ­skinnende ­guldbogstaver, som det klare, kolde vand på en eller anden måde havde bevaret.

Han husker regnbueørreder på 25 cm, der var sat ud til ære for turisterne. Han husker en robåd fra KFUM-lejren, der var sunket med boven hvilende på en træstub under vandet. Han var teenager, da han begyndte at dykke i skyggen af St. Helens-vulkanen, og husker søen, som den var før udbruddet i maj 1980: Før de øverste 400 m af vulkanen – over 2 milliarder m3 mudder, aske og smeltende sne – styrtede ned i den. Før søen blev dobbelt så stor, men halvt så dyb. Før stort set alle tegn på liv fra både mennesker og dyr – hytterne og vejene, lejrene og dåserne – blev udslettet. Før søen blev til en stinkende suppe uden ilt, dækket af en filtret “tømmerflåde” af træstammer, der var blevet flået ud af landskabet.

Det, Mark Smith husker bedst, er det, han kaldte “den forstenede skov”: en spøgelsesagtig bevoksning af grenløse grantræer, lodret begravet snesevis af meter under søens overflade. Undervandsskoven var et mysterium for ham, indtil bjerget eksploderede. Da gav det pludselig fuldkommen mening. Træerne var beviset på et tidligere udbrud – og et tegn på, at Spirit Lake altid har ligget i farezonen.

Tre årtier senere gemmer Spirit Lake på et nyt mysterium: Hvordan dukkede regnbueørrederne op igen – og nu dobbelt så lange som før udbruddet? Alle har en teori.

Mark Smith, der driver feriestedet Eco Park Resort i udkanten af vulkan­området, tror, at ørreden vandrede ned fra den mindre og højere beliggende St. Helens Lake i et år med megen nedbør. Men i den sø er der kun kildeørred, og fiskene i Spirit Lake er regnbueørreder.

Biolog Bob Lucas fra staten Washingtons fiskeri- og vildtforvaltning er overbevist om, at nogen har udsat dem ulovligt. I slutningen af 1990’erne modtog han en anonym opringning, som lod til at bekræfte dette: “Det var mig, der satte fiskene ud.” Charlie Crisafulli, der er økolog i skovvæsenet, har taget indledende genetiske prøver, der også peger i retning af, at ørrederne ikke nedstammer fra bestanden før udbruddet. Men han har opgivet at finde frem til deres oprindelse.

“Der er lige så mange teorier, som der er lystfiskerhistorier, og de begynder alle sammen sådan: ‘Jeg kender nogen, der satte fiskene ud i søen’,” siger han. Det vigtigste spørgsmål for ham er ikke, hvordan de er kommet, men hvordan de har vokset sig så store. På 30-årsdagen for det store vulkanudbrud den 18. maj er der kun en ting, man med sikkerhed ved om ørreden i Spirit Lake: Den har givet alle – miljøfolk, forskere, fiskere, kongresmedlemmer og forretningsfolk – noget nyt at skændes om.

Den 11 km² store sø ligger nu i midten af et afspærret forskningsområde, der dækker ca. en fjerdedel af det 445 km² store område, som USA’s kongres udpegede til naturmindesmærket Mount St. Helens National Volcanic Monument i 1982 “for at bevare de geologiske, økologiske og kulturelle ressourcer … i en så naturlig tilstand som muligt og lade de oprindelige geologiske kræfter og øko­logiske processer fortsætte uhindret”. Denne del af udbrudszonen er næsten helt lukket for offentligheden og er blevet et af klodens mest storslåede eksperimenter.

Vulkanen vågnede igen fra 2004 til 2008 og skød søjler af damp og aske op i 9000 meters højde. En ny vulkansk dome af sejtflydende lava formedes i krateret og bjergtog turister og geologer. Men det er inden for økologien, at stedet har givet størst indsigt.

Tidlige tilflyttere blomstrer på en bakke nær Coldwater Lake: fingerbøl, lupin, almindelig perlekurv og oregonel. Træstubben er et minde om den skovning, der fandt sted før 1980.

Udbrudszonen er uovertruffen som et naturligt laboratorium til at studere genfødslen af et økosystem. “Det er verdens mest grundigt studerede forstyrrelse af en storskov,” siger Charlie Crisafulli. Den er blevet undersøgt fra næsten alle vinkler, på næsten alle niveauer – fra molekyler til økosystemer, fra bakterier til pattedyr, fra dampende geotermiske skorstene til oversvømmede enge. Næsten dagligt ringer folk med spørgsmål til erfaringerne fra St. Helens­. En kvinde er interesseret i salamandere, en anden i tudser. Embedsmænd i Alaska og Chile vil gerne vide, hvad de kan forvente efter udbrud inden for deres egne grænser.

En hovedlektie er vigtigheden af “det biologiske arvegods” – væltede træer, begravede rødder, frø, gnavere, padder – der overlevede udbruddet takket være snedække, topografi eller rent held. Økologer havde forventet, at genfødslen ville ske udefra og ind, når arter fra udkanten trængte ind i udbrudszonen. Men den er også sket indefra. Det begyndte med en enkelt plante, som Charlie Crisafulli fandt i 1981 på den golde, 15 km² store Pumice Plain (Pimpstens-sletten), og herfra blev lilla lupiner den første farve i den grå verden. Mens de var i live, var de nærings­fabrikker, føde for insekter og levested for mus. Som døde berigede de asken sammen med de organismer, de tiltrak, og muliggjorde dermed kolonisation af andre arter. Gradvis begyndte udbrudszonen at blomstre.

Set i et bredere perspektiv spiller mennesker også en rolle i St. Helens-eksperimentet. Udbruddet optog hele USA dybt for 30 år siden. Men nu, hvor naturen blomstrer op igen, og minderne fortaber sig – og budgetter og besøgstal daler – bliver menneskene utålmodige. Nogle siger, at man bør gøre naturmindesmærket til en nationalpark. Andre hører historier om 60 cm lange ørreder og undrer sig over, hvorfor Spirit Lake stadig er forbudt område for lyst­fiskere. Nogle af de lokale brokker sig og siger, at 30 års undersøgelser er nok – det er på tide at åbne den afspærrede zone. Intet af dette bør dog komme bag på nogen. Også på det menneskelige plan er St. Helens-vulkanen et økosystem, der forsøger at genfinde balancen.