Svalbard – Et paradis af is

Det er over midnat på Svalbard, men natu­ren på den lille klynge af øer midtvejs mellem Norge og Nordpolen er vågen og skræpper. I udkanten af en afskærmet flodmunding i Adventdalen kredser og hvirvler en flok havterner højt på himlen under midnatssolen. De er urolige. Et par gråmåger – arktiske rovfugle med et formidabelt vingefang, der stjæler både unger og æg – nærmer sig fra øst. Ternerne går indædt til forsvar. De truer mågerne med deres røde næb og forvandler sig til en tæt sky af spidse våben. Manøvren virker. Mågerne lader ternerne være og fortsætter ind over land forbi et par edderfugle i en rede på jorden, et kobbel slædehunde og et enligt rensdyr, der søger føde på tundraen.

Det er en typisk sommernat på Svalbard, som er et helt atypisk fristed i Arktis med et usædvanligt mangfoldigt dyreliv. Der er ikke mange steder omkring polarcirklen, der kan måle sig med øernes mangfoldighed af dyr. Isbjørnene trives her. Omkring halvdelen af de anslået 3000 isbjørne, der lever i Barentshavet, opfostrer deres unger på Svalbards isolerede øer, og folk advares mod at vove sig uden for byen uden at medbringe et gevær som forsvar mod Ursus maritimus. Millioner af havfugle kommer til Svalbard. Fem arter sæler og 12 slags hvaler søger føde langs kysterne. De atlantiske hvalrosser nyder godt af de righoldige muslingebanker på Barentshavets fastlandssokkel. Og i det åbne tundralandskab på højsletterne og i dalene kan rensdyrene søge føde, og polarrævene jage i fred for fjender.

Set med menneskeøjne er landskabet nøgent, barskt og uforsonligt. Over halvdelen af landmassen er indkapslet i gletsjere. Mindre end 10 % har lys og jord nok til, at der kan vokse­ planter. På en vandretur på Norden­skiøld-fjellets klippefyldte skråninger midt på sommeren tæller jeg kun syv forskellige plantearter på fem timer – og de kæmper alle for at overleve og putter sig ind mellem beskyttende klippestykker som eneboere i en ørken.

En isbjørnehun inspicerer det indtrængende menneske: Den stikker snuden ind i fotograf Paul Nicklens hytte efter at have gumlet på hans kamerataske, hans hat og sædet på hans snescooter. Isen lige uden for hytten er en “isbjørne motorvej”, fortæller fotografen.

Da den danske arkæolog Povl Simonsen for en del år siden funderede over, hvor langt mod nord mennesker kunne bosætte sig, talte han om “kanten af det mulige”. Gennem det meste af historien har Svalbard ligget på den anden side af den kant. Fortidens civilisationer fik aldrig fodfæste her. Vikingerne slog sig ikke ned, og inuitterne holdt sig væk. Selv i dag, hvor turisterne kan tage en daglig flyforbindelse fra Oslo, bor her kun 2500 mennesker året rundt. Mange af dem arbejder i Svalbards kulminer. Om vinteren er her mørkt hele døgnet.

Men for nogle få arter er Svalbard et usædvanligt godt sted at vokse op. Og det skyldes ikke kun landjorden. På Svalbard hersker vandet, lyset og temperaturen.

Heroppe får livets cyklus næring af Golfstrømmen, der løber op langs Nordamerikas østkyst. Hvis man følger Golfstrømmens hovedåre, Den Nordatlantiske Strøm, hele vejen mod nord, ender man i Den Vestlige Spitsbergenstrøm ud for Svalbards kyst. Den varme, salte havstrøm (5,5° regnes for varmt på disse kanter) holder vandet overvejende isfrit og giver næring til enorme planktonopblomstringer hvert forår. Planktonet lokker hvaler til og store stimer af lodde og polartorsk, som selv udgør føde for havfugle og sæler. De mange sæler fylder­ til gengæld maverne på Svalbards isbjørne. Voksne isbjørne fortærer enorme mæng­der sælspæk, mest fra ringsæler og remmesæler. Spækket giver den nødvendige energi til, at isbjørnene kan bevæge deres vældige krop­pe (hanner kan veje op mod 600 kg, hunner omkring halvdelen) rundt i et territorium, der spænder fra 155.000 til 370.000 km².