På fisketur i et termitbo

Det er ikke den eneste anvendelse af flere redskaber efter hinanden, der er udbredt i Goua­lougo. Mens vi betragter Dinah gå løs på biboet, optager en kamerafælde, der er opsat ved et termitbo en kilometer derfra, en af Moto-flokkens modne hunchimpanser ved navn Maya, i færd med noget, der måske er den mest avancerede form for seriel redskabs­anvendelse, der er set hos noget andet dyr end mennesket.

Maya ankommer til termitboet – en stenhård kugleformet konstruktion, der er tre gange så høj som hende – med indtil flere plantestængler i munden, som hun skal bruge til at fiske de næringsrige beboere ud med. Først støder hun en tyk pind ned i et termithul og udvider det ved at rokke pinden energisk fra side til side. Så griber hun en tynd, bøjelig stængel, som hun har plukket fra en Sarcophrynium-plante i nærheden. Chimpanser i andre dele af Afrika fisker også efter termitter med lignende redskaber, men Maya går et skridt videre ved at forarbejde sit redskab. Hun trækker de yderste 15 cm af stænglen gennem tænderne, så enden bliver våd og trevlet som en pensel, og trækker den derefter gennem sin knyttede hånd for at rette hårene ud. Med en låsesmeds præcision lirker hun derpå den trevlede stængel ind i hullet, trækker den ud igen og sluger et par termitter, der hænger fast i trevlerne.

Det bemærkelsesværdige ved chimpansens “fiskestang” er, at den udgør en bearbejdning. Det er ikke bare det, at en opvakt chimpanse regnede ud, at den kunne knække en plantestængel af og bruge den til at fiske efter termitter med – i sig selv en imponerende opdagelse – men at en anden chimpanse har regnet ud, hvordan man kunne gøre den endnu bedre. Og den trevlede ­ende er bestemt ingen ubetydelig forbedring. Dave Morgan og Crickette Sanz har selv prøvet at fiske termitter med pinde både med og uden trevlede ender og kunne konstatere, at de fik ti gange så mange termitter på krogen med det trevlede redskab. Uden en tidsmaskine finder vi aldrig ud af, hvordan menneskelig kultur begyndte, men det må have mindet om det her: en enkelt opdagelse, der bygger på en anden.

“Goualougo er nok det eneste sted på Jorden, hvor mennesker nogensinde får en chance for at opleve ægte chimpansekultur,” siger biolog og miljøforkæmper Michael Fay fra WCS, som var med til at etablere nationalparken Nouabalé-Ndoki. “99 % af verdens chimpanser lever ikke sådan på grund af mennesker.” I to af de vigtigste chimpanseforskningscentre­ i Uganda, Kibale Nationalpark og Budongo Skovreservat, har omkring en fjerdedel af bestanden sår fra snarer. I Gombe i Tanzania, hvor Jane Goodall oprettede det første forskningscenter, er der kun omkring hundrede chimpanser tilbage, og de er omgivet af mennesker.

Det er tankevækkende og foruroligende, at alle de steder, hvor forskerne har troet, at de observerede chimpanser i deres naturlige tilstand, har de muligvis i virkeligheden studeret adfærd, der var forvrænget af menneskers tilstedeværelse. Chimpanser er særdeles gode til at tilpasse sig. De kan klare sig lige så godt i Congos skove som på Senegals tørre savanner. Men ifølge den hypotese om sårbare kulturer, som først blev fremsat af den hollandske primatforsker Carel van Schaik, undervurderer vi muligvis, hvor sårbar chimpansekultur rent faktisk er. Vi mennesker behøver ikke nødvendigvis at rydde skove, for at vores tilstedeværelse skævvrider abernes adfærd. Selv selektiv skovhugst og uregelmæssig jagt kan skabe ubalance i chimpansesamfund, hvis det presser grupper ud i konflikter eller reducerer antallet af termitbo, hvor de kan fange termitter.

• Forrige Side 4 af 5 Næste