Tilbage i Jerusalem

Mark og Lisa er yderst bevidste om den rolle, de kristne arabere kunne spille i vore dages geopolitiske dramaer. Men de bor et højspændt sted, hvor sådanne mæglere hele tiden risikerer at blive trådt under fode, det være sig af muslimer, jøder eller Vestens kristne, som (ikke ulig korsfarerne) slet ikke ænser dem i kapløbet om Guds hellige jord.

Det er påskemorgen, og Mark og Lisa ser nydelige ud i deres stiveste puds. De går med Nate og Nadia i hånden ud til familiens bil, en halvgammel, rødbrun Honda. Det er et stolt øjeblik: deres første påske sammen i Det Hellige Land, og da Lisa ser det tykke lag støv på bilen, beder hun Mark skylle det af. Han henter en slange og sætter den til den vandhane, de deler med deres arabiske nabofamilie, som er kommet ud på verandaen og står og kigger på. Lisa forklarer børnene, at far giver bilen et påskebad. Men der kommer ikke noget vand ud af slangen. Mark tjekker hanen og prøver igen. Stadig ingenting. Dér står han så med en tom slange i hånden for øjnene af sine børn, naboerne og en udenlandsk gæst.

“De har nok åbnet for vandforsyningen til bosættelserne,” siger han stille og slår ud med armen i retning af de flere hundrede nye israelske boliger, der kryber op ad bakkeskråningerne ikke langt derfra. “Der er ikke mere til os.”

“Jeg hader israelerne,” siger Lisa en dag ud af det blå. “Virkelig. Det gør vi alle sammen. Jeg tror endda, at Nate er begyndt at hade dem.”

Er det så en synd, spørger jeg.

“Ja, det er det,” svarer hun. “Det gør mig til synder. Men jeg bekender mine synder i kirken, og det hjælper. Jeg er ved at lære at lade være med at hade. I mellemtiden skrifter jeg.”

“Had ødelægger sjælen hos dem, der hader,” siger fader Rafiq Khoury. Han er palæstinenser og en af de præster, som lægger ører til skriftemålene ved Det Latinske Patriarkat i Jerusalem.

“Men midt i al balladen, volden og fortvivlelsen, der driver kristne væk herfra, kan man se nyt liv i unge menneskers ansigt og opleve det håb, som er Guds gave til menneskeheden. Det er det,
der er påskens budskab.”

Men selv i påsken ser de kristne arabere ud til at blive glemt. Langfredag følges jeg med Lisa og Mark til aftengudstjeneste i den store Alle Nationers Kirke ved siden af Getsemane Have. Mark bryder sig ikke om store menneskemængder, så han bliver udenfor med Nate, men Lisa har været med til messen, siden hun var barn, og hun vil gerne derind. Der er ikke så mange mennesker endnu, og vi stiller os næsten lige inden for dørene. Lisa har Nadia med i klapvognen, og pludselig vælter det ind med mennesker.

Hundredvis af pilgrimme fylder det hvælvede rum med deres varme kroppe, så vi bliver skubbet længere ind i kirken. Temperaturen stiger hurtigt, og pludselig mangler der ilt. Lisa tager forskrækket et solidt tag i klapvognen og prøver at stå fast, mens en syndflod af mennesker strømmer ind. Der er hollændere, tyskere, koreanere, nigerianere, amerikanere, franskmænd, spaniere, russere, filippinere og brasilianere, som ivrigt søger at komme tættere på Gud.

Pludselig forekommer Lisas beslutning om at tage Nadia med ind at være en fejltagelse. Folk ser ikke klapvognen, men kun den tomme plads, som den skaber, og de maser for at komme derhen. De ænser ikke, at der ligger et sovende barn længere nede, før de nærmest er ved at falde over hende. Lisas øjne bliver store, mens vi kæmper for at forhindre, at Nadia bliver mast af mængden. Det føles, som om vi vader gennem vand til brystet, da vi prøver at bane os vej hen til kirkedørene med klapvognen. Nogle udenlandske pilgrimme reagerer uvenligt over for den lille arabiske kvinde, der går i den forkerte retning, og vi får nogle skub med på vejen, mens vi bevæger os gennem menneskehavet. Da vi når udenfor, tynder det lidt ud i kaosset. Lisa læner sig over mod mig, så jeg bedre kan høre, hvad hun siger. “Kan du se, hvordan det er?” spørger hun og gisper efter vejret her på det sted, hvor Jesus tilbragte sin sidste nat på Jorden. “Det er her, vi bor. Men det er, som om vi slet ikke er her!”

• Forrige Side 5 af 5