Tolerance i Syrien

Nogle få timers kørsel øst for frontlinjerne mellem muslimer og kristne i Beirut minder syriske lokalsamfund om, hvor tæt beslægtede de to religioner faktisk er til trods for nutidens fjendtligheder. Dér findes der oaser af tolerance, omend færre end tidligere, hvor kristne og muslimer er med til hinandens bryllupper og begravelser og går til gudstjeneste hos hinanden. I nogle klostre ligger de kristne også stadig ned, når de beder. Fremgangsmåden stammer fra byzantinsk tid, og man kan tænke sig, at de første muslimer måske værdsatte den og tog den til sig. Nogle kirker forretter desuden stadig gudstjeneste på aramæisk eller syrisk, det vil sige på sprog, som lå forud for islam.

En eftermiddag begiver jeg mig op til det græsk-ortodokse Vor Frue Saydnaya-kloster, som ligger på en syrisk klippetop og har klaret sig igennem alle de skiftende imperier, der har regeret i området siden 547. Da jeg er kommet indenfor, befinder jeg mig ikke blandt kristne, men midt i en flok muslimske familier. De er kommet for at blive velsignet af Jomfru Maria, hvis helbredende og frugtbarhedsskabende kræfter har trukket nødlidende hertil i næsten 1500 år.

Efterhånden som mine øjne vænner sig til halvmørket inde i klosteret, hvor der kun er tændt stearinlys, kan jeg se en tørklædeklædt kvinde række sit lille barn, der er pakket ind i et tæppe, frem mod helligdommens store attraktion. Dér, omgivet af sodsværtede ikoner, dækker en messingplade for et billede af Jomfru Maria, som siges at være malet af evangelisten Lukas. Med lukkede øjne beder barnets mor en stille bøn. Kun læberne bevæger sig, og hun presser drengebarnets ansigt blidt ind mod metalpladen et øjeblik. Bagefter møder jeg kvinden og hendes familie udenfor. De er kørt hertil fra Damaskus efter fredagsbønnen i moskeen.

Drengen hedder Mahmoud og er syv måneder gammel. Han ligger dødsensstille med lukkede øjne og trækker knap nok vejret. Ansigtskuløren er mørk gråbrun. “Lægen siger, at han ikke kan gøre noget for Mahmoud, og at vi skal sende ham til USA for at blive opereret,” siger hans mor. “Det er umuligt, så nu har vi brug for et mirakel. Jeg er muslim, men engang for længe siden var min familie kristne. Jeg tror på profeterne, de muslimske, de jødiske og de kristne, og jeg tror på Jomfru Maria. Jeg er kommet hertil, for at min dreng skal blive helbredt.”

Syrien. Kristne spejdere spiller popsange til Guds ære på palmesøndag. De er på vej op til det gamle Vor Frue Saydnaya-kloster, som muslimerne også sætter stor pris på.

Optrin som dette afspejler Levantens historie, hvor muslimer helt fra begyndelsen har levet side om side med folk, der havde en anden tro. Da den muslimske kalif Umar 1. bn al-Khattab erobrede Syrien fra Det Byzantinske Rige omkring 636, beskyttede han de kristne, som fik lov til at beholde deres kirker. Mange kristne konverterede alligevel til islam, fordi de godt kunne lide, at der her blev lagt vægt på det personlige forhold til Gud frem for det undertrykkende hierarki i den byzantinske kirke. Da senere kaliffer opkrævede store skatter hos de kristne, kom der en stærk stigning i antallet af fattigfolk, som blev omvendt. For de tidlige kristne arabere, hvis ord for Gud var (og stadig er) Allah, var anerkendelsen af islams trossætninger et ganske lille skridt.

“Man kan ikke leve sammen med folk i 1000 år og samtidig betragte dem som djævleyngel,” siger munken Paolo Dall’Oglio. Han samler muslimer til dialog på tværs af religionerne på ørkenklostret Deir Mar Musa mellem Damaskus og Homs. Klostret er fra det 6. århundrede og istandsat af Paolo Dall’Oglio og hans arabiske menighed. “Muslimerne er os. Det er det, Vesten har til gode at lære, og som de kristne arabere har helt enestående forudsætninger for at lære fra sig. De er det sidste, afgørende bindeled mellem den kristne, vestlige verden og den muslimske, arabiske verden. Hvis de kristne arabere forsvandt, ville de to parter glide endnu længere fra hinanden, end det allerede er sket. De er mæglerne.”

• Forrige Side 4 af 5 Næste