Hvordan rydder man op i rummet?

Der er videnskabsfolk hos NASA, der kun tænker på at sende astronauter ud i rummet eller at få rumsonder til Pluto. Men Nicholas Johnson, der er chefforsker på NASA’s kontor for overvågning af rumskrot, er mere optaget af det mareridtsscenarie, der kendes som Kessler-syndromet. Det er opkaldt efter hans kollega Donald Kessler, som i 1970’erne beskrev et scenarie, hvor to kæmpe stykker rumisenkram ramler sammen i et overfyldt kredsløb med mere end 32.000 km/t. og smadrer i hundredvis af dele. Nogle af de dele kolliderer så med et andet udtjent fartøj, som også smadrer i hundredvis af stykker. Og sådan skabes en kæde­reaktion, der efterlader et bælte af rum­affald så tætpakket, at ingenting kan flyve sikkert igennem det.

Ude i rummet flyver gamle rumfartøjer og vragdele rundt med enorme hastigheder. Men ingen ved, hvordan vi får dem fjernet.

Indtil sidste år var faren "kun teoretisk", siger Nicholas Johnson. Men den 10. februar 2009 oplevede vi for første gang et alvorligt sammenstød i rummet. En amerikansk kommunikationssatellit kolliderede med en inaktiv russisk satellit 800 km over Sibirien. Sammenstødet føjede ca. 2000 store stykker rumskrot til den sværm af affald, der i forvejen er i kredsløb om Jorden.

I december sidste år var NASA og USA’s forsvarsministerium værter ved en international konference om oprydning i rummet. Verdens rumorganisationer holder allerede øje med større stykker skrot, så fartøjer, især bemandede, kan undgå kollisioner. I 2007 kom FN med nogle anbefalinger: bl.a. at tømme gamle løfte-raketter for brændstof for at forhindre, at de eksploderer, og undlade at skyde til måls efter gamle satellitter – som Kina gjorde tidligere det år.

Men selv hvis man efterlever det, kan man ikke undgå uheld. For det er ikke alle rumfartøjer, der kan undvige affald i skyhøj fart. “De næste 50 år,” siger Nicholas Johnson, “vil vi nok se en kollision hvert femte år.” Det vil sikkert endnu ikke føre til et Kessler-syndrom, men meget tyder på, at en effektiv plan for rumoprydning først bliver en realitet et stykke ude i fremtiden.

“Det viser sig at være en meget svær opgave,” siger Nicholas Johnson. På konferencen diskuterede forskere flere måder at håndtere metalaffaldet på, herunder et langt elektrisk kabel, der kan fastgøres til en udtjent satellit eller et andet større stykke skrot, så det tøjres til Jordens magnetfelt og trækkes ned i atmosfæren, hvor det vil brænde op. Eller en opsamlingssatellit, en slags rumskraldebil, der indfanger skrotstykkerne og haler dem ned i nærheden af atmosfæren for derefter at slippe dem fri i en dødsspiral.

Når man skal af med de kun få centimeter store styk­ker skrot, som er svære at styre uden om, men som kan forvolde en del skade, kan en rumlaser være løsningen. Eller måske en gi­gan­tisk skumbold placeret i rummet som et edderkoppespind, der fejer dem op. Ide­en med skum­- bolden er at trække så meget energi ud af de hurtigtflyvende stykker, at de ville falde ind i atmosfæren. “Selvfølgelig ville det nok volde visse vanskeligheder at få sendt en godt 1,5 km bred skumbold ud i rummet,” siger Nicholas Johnson.